Guldbarren

   F                         C7
En mand på Blegdamsvej havde en cigarbutik,  
C7                       F
Med sine pengesedler han hen i banken gik,
   F7             Bb                        F
Og fik for dem en vare – så sær og troldomsfuld.
   Bb             F          C7          F
En tung og gylden barre, som var af pure guld.


Alt, hvad han havde ejet, i denne barre lå.
De trende tusind sedler, han aldrig mere så.
At guldet var en snare, derpå han tænkte ej,
Men vandred´ med sin barre, så glad til Blegdamsvej.

Al hjertefred og lykke han sagde brat farvel.
Thi kun på barren tænkte han nu fra gry til kvæld.
Den red ham som en mare. Når i sin seng han lå,
Så var det kun den barre, som han i drømme så.

Han havde en trolovet, en mø så tro og huld.
Men selv sin fagre Hulda han glemte for sit guld.
Fra hendes øjne klare og blå der faldt et par
små tårer på hans barre: ”Farvel, oh Valdemar”.

Snart rygtet om hans guld rundt på Blegdamsvejen gik.
Hver dag der kom en skare af folk i hans butik.
De købte ej cigarer, i gåsegang de gik
Og stirred´ på han barre med grisk begærligt blik.

Af frygt for deres guldtørst han gik og blev nervøs.’
Hver nat han i sin seng bag butikken lå og gøs.
Hans guld det var i fare, derfor et pigtrådshegn
Han satte om sin barre hver nat på Blegdamsvej´n.

Han misted´ sin forstand, end var bægret ikke fuldt.
Thi trods hans røde guld, faldt han om en dag af sult.
Han faldt i guldets snare. En morgenstund han lå
Med ho´det på sin barre, afdød fra top til tå.

Moralen af min vise er smuk og stemningsfuld.
Byt aldrig dine sedler for slig en klump af guld.
Da kan dit liv du spare, thi vid, du står som har
Med din forgyldte barre, hvis du en sådan har.