En vise vil jeg kvæde

   D7           G        D         G
En vise vil jeg kvæde om gamle Ole Smed,
  D7                G          D            G
enhver til trøst og glæde - og ingen til fortræd.
     D7           D7          D7           D7
Hvad manden har bedrevet, det er just ikke stort;
  A7  D      D7      G           Am   D7      G
/:men visen, jeg har skrevet, er også simpelt gjort,.:/


Hans moder hun hed Dorthe, hans fader hed Per Smed!
Han er nu død og borte, og det er hun nok med.
Om Oles første færden er grumme lidt bekendt;
/:men han kom vel til verden som andre folk omtrent,.:/

Det gik ham først lidt ilde i skolen; thi han så,
den megen lærdom ville ej rigtig bide på;
men tabte han vel modet? Nej, Ole han var tryg!
/:Hvad ej han fik i ho´det, det fik han på sin ryg,.:/

At blive konfirmeret var ej så let en kunst,
derpå han spekulered et par års tid omsonst.
Men hvordan det nu kom sig, så slap han frem en dag,
/:for præsten han var om sig - det gjaldt et vognbeslag,.:/

I røg og sod og sværte, med sved og slæb og slid
sit håndværk nu han lærte, - og det tog megen tid,
før Ole han forstod´et. Det véd jo nok enhver,
/:den kunst at træffe ho´det på sømmet er så svær,.:/

Og da det var på tide, han skulle gifte sig,
så gik han hen og fri´de; men Maren gav ham Nej;
dog siden - sådan går´et - blev hun ham huld og tro
/:og fik et barn om året…og somme tider to!,.:/

Så levede de begge i mange, mange år,
lunt sad han mellem vægge, tilfreds med sine kår,
 og mens nu gode tider med onde veksled om,
/:så døde han omsider af bare alderdom,.:/