Skinkerne

<

     C       C          C         G7
Der boede engang på et torv i en by
       C          C            Am
et par koner, der handled’ med skrammel.
    Em    Em         Dm         Dm
Den ene butik var pertentlig og ny,
        C         C          G
men den anden var snusket og gammel.
      Em            Em          Dm      Dm
På et skilt hos fru Flink kunne køberne se,
           C         C         G7
der var et lager af ”møbler og antikviteter”
        Dm       Dm        C          C
mens at genboen, hun madam Hinke, var kun
      D7           D7          G
maskendisk, maskendask, marskandiser
        C           C        G7 C
med den samme slags varer og priser.


Et år kom der krig; det kom frygteligt på
under misvækst og mangel og krise.
Man opkøbte alt, hvad man bare ku’ få,
som man aldrig før plejed’ at spise,
men den smukke fru Flink og den sky madam Hinke
de fik hver for sig fat på en drabelig skinke;
den er god til at ha’ til at ty til og ta’,
når man skær sig beskedent en skive,
kan man holde sig længe i live.

Det kneb med humøret, det knirked’ med mad,
da man nåede til ende med året;
fru Flink gik på loftet, taknemlig og glad,
og hun klasked’ sin skinke på låret:
”Vi er begge to skabte til glæde og lykke”.
Og hun valgte bestandig det fineste stykke,
og hun smiled’ og skar: ”Ja, man ved, hvad man har,
og i dag vil jeg ha’ af det bedste.
For et men’ske har godt af at feste.”

Men genbomadammen, hun fandt det for groft
med fru Flink, nu da alle sku’ spinke,
og hun kravlede op på sit støvede loft
og betragted’ sin røgede skinke
og begyndte at snitte og rive og rykke
i bestandig det mindst appetitlige stykke,
og hun sukkede træt, mens hun rystede let
på sit grå og bekymrede ho’de:
”Det er godt at ha’ noget til gode!”.
Men krigen fik ende og skinkerne hang
som to ben, der var blevet til krykker,
og da havde fru Flink spist hver eneste gang
af de stadigvæk lækreste stykker,
hvorimod madam Hinke i vinterens tider
havde stadigvæk spist af de tørreste bidder,
og sådan kan det gå, og sådan kan man få
både fordel og bagdel af lår’ne
af den selvsamme, velskabte orne.

Se, denne har vise kan gi’ dig et vink, . . .
for så vidt som en vise kan vinke . . .
om hvis ikke du kgør som den grønne fru Flink,
men du gør som den grå madam Hinke,
vil der komme en dag, hvor det er for sent ja
at fortryde, hvad du har forsømt og forment ja,
Og tag ikke din sorg for i morgen på borg;
Du skal derimod tværtimod vide
At benytte din glæde i tide!